Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Tassawwuf

Det oprindelige navn for Sufisme er tassawwuf. Det er det arabiske rod-ord "suf", der i denne form tilkendegiver "den, der har iklædt sig uld". Suf betyder uld. Ordet har samtidig en samklang med ordet "safa" som betyder ren. Denne dobbelte betydning smelter sammen i det arabiske sprogbrug. Sufierne er rene af hjerte, hvis de er sande sufier. Sheikh ad-Dareaqawi blev en gang stillet dette spørgsmål, og hans svar var: "Tassawwuf er ædel karakter. Ædel karakter er sufiernes sufisme, på samme måde som religionen står i forhold til religiøse mænd." Når Sheikh ad-Daraqawi, siger ædel karakter, har han sit perfekte billede af ædel karakter fæstnet i hjerte i form af profeten Muhammads () strålende eksempel, som Allah den ophøjede bekræftede det: "Sandelig i Allahs sendebud har I et godt eksempel, for den der skuer mod Allah og den sidste dag og husker meget på Allah" (Quran).

  
Dette er et fotografi fra en Naqshbandi komsammen i malaysien, hvor de fleste deltagere er iført de traditionelle sufi-klæder





Ædel karakter på det ydre niveau er letforståeligt for enhver. Ædel karakter på det indre niveau kan måske være vanskeligt at forstå, for den, der ikke har et åndeligt ståsted. Ædel karakter på alle niveauer kan kun forstås, hvis man kender til sufismens realiteter. Sufismens realiteter giver mulighed for at skue, ikke kun i en vinkel på 90º eller 180º men et fuldt overblik på 360º . Intet forbliver skjult for den oplyste sufi, og intet er ukendt for kenderen med det åbne hjerte. Den oplyste sufi kender sig selv og de farer han skal søge at undgå konfrontation med, og han kender Skaberen af dette univers og hvad der måtte omslutte det. Eksistensen er blevet af-kodet og blotlagt, først gennem discipliner og gudssøgning, derefter er oplysning i stride strømme blevet sendt til det søgende hjerte - og intet andet end kærlighed fra Herren til den søgende slave er årsag til hans oplyste stade.
Sufismen er undertiden blevet kaldt mysticisme. Det er et uheldigt ord at anvende i denne sammenhæng, da der ikke er noget mystisk i en afklaring af eksistensen - (der er andre sammenhænge, hvor mysticisme har relation. Det er bl.a. i forbindelse med den søgendes indre hemmelighed, og Guds måde at vise ham denne på). Betegnelsen er ofte udenforståendes manglende evne til at overskue helheden og undgå døde vinkler i sit udsyn. Der er således ingen mystisk indføring til tassawwuf, men udelukkende en indre klargørelse til at rumme den åndelige baggrund for alt, hvad vi ser manifesteret i den fysiske verden. Vi burde på sin vende emnet på hovedet og spørge, hvad er mennesket i sufismens lys, og vi ville derigennem få et langt mere fyldestgørende svar på spørgsmålet om sufismen.

Islams historie er som samtlige andre religioners historie fyldt med vidunderlige begivenheder og oplysende virke, hvor de end opstod på denne klode. Samtlige profeter efterlod veltrænede mænd og kvinder, der var rede til at sætte alle kræfter ind på at nå det åndelige ideal, som deres leder og profet havde vist dem det bedste eksempel på. Det lys, der efterlades i hjerterne på profeternes følgere, er af en sådan karat, at det ikke slukkes, og profeten Muhammed (), sagde da også om sine følgere! "Mine følgere (sahaba) er som stjernerne. Hver af dem, i følger, vil lede jer rettelig. " Disse mænd, prægtige af ædle karakter, rede til at gennemgå hvad som helst, efter at have tilbragt et liv med en guddommelig sendt person, blev "lærerne" efter profetens død. De "underviste" og bragte oplysning, hvor den end færdedes, og transformationen i deres personligheder kom mange til gode. En del af disse personers elever var nået til et åndeligt stade, der lå lige under profeternes. En af dem, Hassan al Basri (RA), berettede: "Jeg så halvfjerds mænd af dem fra Badr, de bar alle uldklæder." Badr var det sted lige udenfor profeten Muhammads () by Madina, hvor et berømt slag fandt sted. Folkene fra Badr er højt skattede i Islam. At de bar uldkapper er en anden måde at udtryke på, at de var sufier. Uldkapper, som de bruges i den arabiske klædedragt, er på en gang en meget værdig klædedragt, og tillige en meget simpel klædning. Den er spundet af en blanding af fåre- og gedeuld, og tjener beduinerne og landsbybeboerne godt i deres simple liv. Disse materialer var de forhåndenværende, da de ofte var hyrder.

  
Fotografiet foroven er en meget gammel tegning af nogle kendte sufier, der har levet gennem tiden. På billedet ses også, at nogle af sufierne er iklædt de traditionelle uldklæder og turban på deres hoveder

Efter profeten Muhammads () død begyndte i løbet af kort tid store værdier at strømme ind i statens skatkammer. Fra at være en lille ørkenstat, blev det til et rige, der strakte sig over det meste af Mellemøsten. Det medførte, at Kalifatet efter de fire retledte kaliffer blev opløst, og der opstod kongeriger. Nogle af disse verdslige konger fortsatte med at kalde sig Kaliffer om end i en verdslig betydning af orden. Videnskab, lægekunst, arkitektur mm. Blomstrede og regenterne glemte undertiden den oprindelige mening med deres høje position, at de skyldte deres magt, rigdom og ære til den store åndelige omvæltning, der havde fundet sted et par generationer tidligere i det arabiske ørkenland, og de forfaldt til luksus og let-levned. De klædte sig i silke, fedme blev deres kendetegn og deres turban symboliserede mere en påfugls hovedbeklædning, end den oprindelige praktiske betydning som i ørkenens småbyer, hvor den var et praktisk hjælpemiddel til at klare sig i både sandstorm og under brændende sol. Ja, en turban kunne endog anvendes som ligklæde om nødvendigt, hvis klædet var langt nok. Dette er en af årsagerne til at gøre turbanerne store - en anbefaling, der undertiden tilskrives profeten Muhammad (). Om det er sandt, at den kom fra ham, ved Allah bedst.

Der opstod et fænomen blandt de mest velmenende og åndeligt oplyste folk overalt i de islamiske lande. Det var tiden til at huske på den oprindelige spirituelle vej, og en frelsende aktion for at de oplyste lande ikke skulle synke ned i uvidenhedens dyb igen. De klædte sig i grove uldkapper og store turbaner, færdedes synligt i samfundet og blev genkendt både i deres ydre og indre manifestation som "sufierne". Det var en påmindelse til samtiden om hvem profeten Muhammad () virkelig var, hvordan hans folk havde færdedes og klædt sig, tænkt og fungeret, modsat den luksuøse livsstil, der meget let kunne have fortæret alt, hvad der fandtes af gode ting i de islamiske lande på den tid, og det virkede. Sufiernes tavse, men overbevisende handlig fik effekt på mange niveauer, og de mange sufifortællinger og historier - ikke mindst i persisk regi - bærer vidne herom. Det blev til en åndelig genvækkelse, der i virkeligheden var en påmindelse om livskraft, kvalitet, mening, ånd og gudsbevidsthed. Denne bølge af vækkelse på det indre niveau kærlighedsforholdet mellem individet og guddommen - og blandt sufi-folket i deres omgang med hinanden. Hvis du elsker Gud, elsker du også dem, der elsker Gud. Muhammad () og hans følgeres livsstil blev levendegjort igen, og dette uden tilføjelser til den oprindelige islamiske livsstil og lære.
Alt, hvad der kom til folks bevidsthed gennem sufierne på den tid, så skønnes at have været oprigtighed i deres hjertets længsel efter at iklæde sig profeten og hans tidligste følgeres inderlighed, klædedragt og adfærd. Ikke "religiøsitet" - for den var allerede til stede i samfundet på den tid - på både godt og ondt. Ifølge Ali Hudjviri skulle islams profet have sagt: "I bør bære klæder af uld, så I måske i jeres hjerter vil finde troens sødme." Sohravardi fastholder i sin bog "Avarif al Ma'arif" følgende udsagn fra Anas ibn Malik: "Guds sendebud ville acceptere enhver invitation, selv fra en slave, der red på et æsel og var iklædt uldklæder." Endvidere fortælles det, at selv Moses og Jesus (Guds fred være med Dem) bar uldklæder. Djalal el-Din Rumi anså også uldklæderne for at være de mest passende for sufierne at bære. - Modsat silke og luksuriøse klæder, der kun tjente til selvhærdelse og stolthed. Den åndelige vej og afholdenheden i forhold til den materielle verden, står i skrap kontrast til ekstravagance, der uvægerligt vil føre til stolthed og bedreværd.
Det, der gør sufismen så enestående er blandt andre ting, at den hverken består af formel, praksis eller videnskab, men er nærmere moralske egenskaber og dyd sammensmeltet med kærlighed og inderlig længsel. "Hvis sufisme bestod af formel praksis, så kunne den opnås gennem personlige anstrengelser. Hvis den var en videnskab, kunne den indlæres gennem et studium, men da sufisme er en dyd, må du søge indeni dig selv for at finde dens egenskaber, og derefter praktisere dem på rette vis i dig selv. Du må betale den retfærdige pris for den, eller vil du aldrig kunne opnå sufismen!" (Ali Hudjviri: Kashf al Mahjub).

Til dette kommenterede Abul Hosayn Nuri: "Forskellen mellem formel praksis og dyd er den, at førstnævnte er inspireret af personlige motiver og affektion på en måde, så mennesket i sit indre og ydre kommer i konflikt. Sådanne handlinger savner spirituel betydning. Dyd er også handlinger, men dyd er tillige prisværdig og uden forventning om belønning og andre tvivlsomme motiver. Det ydre kommer til at harmonere med det indre, og al foregivelse forsvinder."

Den, der virkelig mestrer Tassawwuf - videregiver i kraft af sig åndelige stade en inspiration til alle mennesker han møder på sin vej, således at deres hjerter vendes til det oprindelige fokuserende objekt - Herren, Majestæten, Den Allestedsnærværende, Livgiveren. Uden tale og uden belæringer flyder inspirationen af åndelige kanaler fra hjerte til hjerte. Det er en naturlig tilstand for de, der har erkendt, at Gud skabte alt i kærlighed, at denne kraft holder hele universet i dets livgivende konstellation, og at denne kraft får Adams sønner og døtre til at give alt, hvad de har i deres hjerter, til hvem, der måtter ønske det, blot for at skaffe mere plads i det samme hjerte til guddommelig kærlighed.

Kilde: Hvad er sufisme, Af Omar Louborg
Alif Bogforlag