Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Menneskeblods-kuren Oprettet: 1. februar 2006


Maulana Bahaudin Naqshband blev spurgt: »Hvordan kan det være at uværdige mænd eller børn, som det sker i så mange fortællinger, kan bibringes Indsigt med et blik eller på en eller anden indirekte måde, blot ved at komme i kontakt med en stor lærer? «

Han gav følgende historie som svar og sagde at denne metode var parallel til den indirekte vej til Indsigt.

I det store Byzantinske Riges dage blev en af dets kejsere ramt af en frygtelig sygdom som ingen læge kunne kurere. Han sendte ambassadører til alle lande med en udførlig beskrivelse af ondet. En af dem kom til den store El-Ghazali’s skole, en sufi som kejseren kun kendte af omtale som en af Østens store Vise. El-Ghazali pålagde en af sine disciple at foretage rejsen til Konstantinopel.

Da manden, El-Arif, ankom, blev han ført til hoffet og behandlet med stor ærbødighed, og kejseren bønfaldt ham om at foreskrive en kur for ham. Sheikh El-Arif spurgte hvilke midler der allerede var blevet forsøgt, og hvilke man yderligere påtænkte at anvende. Derpå foretog han en undersøgelse af patienten.

Endelig bad han om at hele hoffet måtte blive kaldt sammen og høre hans erklæring om hvordan en helbredelse kunne udvirkes.

 
Khwaja Bahaudin (1317-18 - 1388) blev leder af Mestrenes Orden (Khwajagan) i Centralasien i 1300-tallet. Hans tilnavn Naqshband - der betyder »Planlæggeren« - blev antaget som navn for skolen.

Bahaudin af Bokhara siges at have reformeret Mestrenes lære, idet han justerede deres praksis efter samtidens behov og indsamlede levn af traditionen fra dens ældste rødder.

Han levede syv år som hofmand, syv år som dyrepasser og syv år som vejbygger, før han blev læremester. Hans egen lærer var den store Baba el-Samasi.

Pilgrimme blev tiltrukket til Bahaudins skole »fra Kinas fjerneste kanter«. Ordenens medlemmer spredte sig ud over det tyrkiske og det indiske rige, ja helt til Europa og Afrika. De bar ingen særlig dragt, og man ved mindre om dem end om nogen anden orden. Bahaudin gik også under navnet El-Shah. Nogle af de største klassiske persiske digtere var Naqshbandier. Vigtige Naqshbandi-bøger er El-Shahs Lære, Naqshbandi-Vejens Hemmeligheder og Dråber fra Livets Kilde. De findes kun i manuskriptform.

Maulana (»Vor Mester«) Bahaudin var født en halv mil fra Bokhara og er begravet der i nærheden ved Qasr-i-Arifin, De Videndes Fæstning.

Denne fortælling, der blev til som svar på et spørgsmål, er fra Hvad Vor Mester Sagde, der også kaldes El-Shahs Lure.

- Fra Idries Shah's Sufihistorier

link: Mere info om Khwaja Bahaudin

Da alle rigets adelsmænd var samlet, sagde sufien: »Jeres kejserlige Majestæt gør bedst i at anvende troen.«

»Kejseren har tro,« svarede en gejstlig, »men den antager ikke helbredende virkning.«

»I så fald,« sagde sufien, »er jeg nødsaget til at sige at der kun findes et middel på jorden der kan redde ham. Men jeg ønsker ikke at nævne det, så grufuldt er det.«

Men han blev presset, lovet rigdomme, truet og lokket. Til sidst sagde han:

»Et bad i blodet fra mange hundrede børn under syv år vil kurere kejseren. «

Da den tumult og alarm som disse ord gav anledning til havde lagt sig, vedtog Statsrådet at midlet var værd at forsøge. Nogle sagde ganske vist at ingen havde ret til at udøve en så barbarisk gerning på foranledning af en udlænding af tvivlsom herkomst. Men flertallet mente at enhver risiko måtte løbes for at holde liv i en kejser som denne, hvem de alle respekterede, ja, næsten tilbad.

De overtalte den modvillige monark med disse ord: »Eders kejserlige Majestæt har ingen ret til at afslå; thi dermed ville Jeres rige blive berøvet langt mere end alle dets undersåtters liv, for ikke at tale om et antal børn.«

Derfor blev der udstedt en befaling om at alle børn i Byzantion af den ønskede alder skulle sendes til Konstantinopel inden en bestemt frist så de kunne blive ofret for kejserens helbred.

Næsten alle børnenes mødre nedkaldte forbandelser over denne herskers hoved, fordi han var så uhyrlig at kræve deres kød og blod for at frelse sig selv. Men nogle bad i stedet for at kejseren måtte blive helbredt inden den frist der var sat for drabet på deres børn.

Efter at der var hengået nogen tid begyndte kejseren selv at føle at han ikke kunne tillade en ugerning som slagtning af små børn, uanset under hvilket påskud. Problemet hensatte ham i en sådan sindstilstand at han pintes dag og nat. Til sidst lod han forkynde: »Jeg vil hellere selv dø end se de uskyldige dø.«

Ikke så snart havde han sagt dette, før sygdommen begyndte at fortage sig, og snart var han igen fuldstændig rask. De overfladisk tænkende konkluderede straks at han var blevet belønnet for sin gode gerning. Andre, ligeså overfladiske, forklarede hans bedring som et udslag af at mødrenes lettelse havde indvirket på de Guddommelige Magter.

Da sufien El-Arif blev spurgt hvad det var der havde fået sygdomme til at gå over, sagde han: »Eftersom han ikke havde nogen tro, måtte han have noget andet i stedet. Det var hans troskyldighed kombineret med de konstruktive bønner fra de af mødrene der håbede at sygdommen ville gå over inden en vis frist.«

Og de grovkornede blandt byzantinerne sagde: »Hvor var det dog en usædvanlig guddommelig tilskikkelse at kejseren blev helbredt som resultat af præstestandens hellige bønner, inden den blodtørstige saracens forslag blev prøvet. For var det ikke indlysende at han kun var ude på at ødelægge blomsten af vor ungdom, som ellers ville vokse op og en dag kæmpe mod hans slags? «

Da sagen blev indberettet til El-Ghazali, sagde han: »En virkning kan kun indfinde sig ved hjælp af en metode der er sådan indrettet at den virker inden for den tidsfrist der er sat for dens opfyldelse.«

Ligesom sufi-lægen måtte tilpasse sin metode til det folk han befandt sig omgivet af, kan den Oplyste dervish aktivere barnets eller sågar den uværdiges indre erkendelse af Sandheden ved hjælp af metoder der er ham bekendte, og som han har fået til dette formål. Dette sidste var Vor Mester Bahaudins forklaring.

Kilde: Skrevet af Idries Shah, Sufi Historier - ordmagi.dk