Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Kærlighedensvej Oprettet: 3. januar 2006


I dag er vi vidner til en såkaldt, ”fundamentalistisk” eller ”ortodoks”, opblomstring indenfor islam, og den er desværre ikke så bred og favnende, som man til tider kunne ønske, men det er alt sammen indenfor de betingelser Allah har skabt. Vores tid er stærkt præget af korruption og social ulighed, med al den forvirring disse bærer med sig i det nær- og fjernøstlige samfund. Kolonisationens eftervirkninger måske. Jeg kalder det for nemheds skyld, og i mangel af bedre udtryk, for ”populær-islam”, ikke på nogen måde nedsættende, men nærmere for at vise, at der er en islam der kan få store menneskemasser ud på gaderne (som i Iran) og råbe ”Gud er størst”. Det er alt sammen en del af en historisk proces, og måske kan det føre til noget godt i længden, men det er alt sammen nede i dalene. Højderne nås ikke så let, og de vækker ikke så megen opsigt. Men de er der. Det er for de få, der vil nå langt, det er for de rene, der ser sig selv som uværdige i forhold til de store idealer i islams storhedstid, tiden hvor denne lære (sufismen) var en ”virkelighed uden navn” og ikke som nu, hvor det er blevet ”et navn uden virkelighed”.

Arabisk kalligrafi - Allah hu Akbar  
Kalligrafi: Allah hu Akbar (Gud er størst)

”Mænd som hverken handel eller købslået holder borte fra Allahs ihukommelse!” Med disse ord nævner Koranen de få følgere af Profeten Mohammed (), der gav afkald på denne verdens værdier, for et liv i bøn og meditation, mere intenst og favnende end resten af det troende samfund under profetens varetægt. Det er bl.a. disse mænd, der sammen med profeten er blevet til et inspirerende eksempel for de mange generationer siden hen. Koranen, som Guds bog, er kilden de drak fra deres åndelige liv. Til trods for visse tilsyneladende modstridende meninger, blandt (såkaldte) ortodokse muslimer, behøver man ikke at gå længere end til Koranen og profetens udtalelser (hadis), for at finde grundlaget for sufiernes praksis, lære og inspiration. Igennem århundreder har sufierne søgt at holde den direkte, øjeblikkelige og essentielle oplevelser levende, som fyldte disse første ”fuqara” (fattige foran Gud), der boede foran profetens hus på en bænk. De modtog fra ham, alt det der lige siden har holdt islams samfund spirituelt, levende og som gennemsyrede det indefra. Især i de vanskelige og kaotiske tider.

Gud har sagt, ifølge Profeten Muhammed (): ”Den der viser fjendskab overfor en af Mine venner, ham vil jeg bekrige. Min tjener nærmer sig ikke Mig med noget mere elsket fra Min side, end de religiøse pligter jeg har pålagt ham, hvorefter Min tjener fortsætter med at nærme sig Mig ved frivillige ydelser, for at Jeg skal elske ham. Når Jeg elsker ham, er Jeg hans hørelse med hvilken han hører, hans syn med hvilket han ser, hans hånd med hvilken han griber, og hans fod på hvilken han går. Om han skulle bede Mig om noget, vil Jeg givetvis give ham det, og om hans skulle søge beskyttelse hos Mig, vil jeg givetvis yde ham den.”

At være en ven af Skaberen, er beskåret af de få virkeligt søgende, som Han viser den ære. En ven hedder på arabisk en ”wali” i flertal ”awlija”, og dem har der været mange af. Der findes et utal af beretninger om ”venner af Gud”, der nåede et spirituelt stade som fik menneskehjerter til at smelte. Et er at mennesker elsker Gud, noget andet er når Gud elsker mennesker, så opstår der noget ganske enestående.

En af disse venner af Gud var Rabe’a al-Adwia. Hun blev født i en fattig familie i Irak i det 8. århundrede, og som barn solgt som slave. Efter sigende er hun begravet i Jerusalem. Engang Rabea var dybt engageret i bøn i sit ringe hus, blev hun pludselig meget døsig, og faldt i søvn. Hun var så dybt hensunken i søvnen, at da et strå, fra stråtæppet hun sad på , borede sig ind i øjet, lagde hun ikke engang mærke til det, til trods for at det blødte. Mens hun lå der, kom en tyv ind i huset til hende, løftede hendes tørklæde op kiggede på hende, og besluttede sig til at stikke af igen, men han kunne ikke komme ud, syntes det for ham, han gik tilbage igen, løftede igen hendes tørklæde, men nu så udgangen ud til at være passabel, og han skyndte sig derhen, men var den igen lukket? Han undrede sig og gik tilbage til hende, og dette gentog sig syv gange, da han pludselig hørte en stemme fra et hjørne af hytten: ”Mennesket gør dig ikke så store anstrengelser, der er allerede mange år siden nu at hun gav sig selv helt til Os. Satan selv har ikke frækhed nok til at snige sig omkring hende. Hvordan skulle en tyv kunne vove det? Forsvind din tyveknægt, og spar dig selv ulejligheden. Hvis en ven falder i søvn , er en anden Ven vågen og holder vagt.”

Profeten Muhammed () har efter sigende sagt: ”Blandt Guds tjenere er der dem profeterne og martyrerne har kaldt lykkelige.” Han blev spurgt: ”Hvem er de? Beskriv dem for os, så at vi måske kan komme til at elske dem.” Han svarede: ”Dem der elsker hverandre gennem Guds godhed, uden skelen til værdier eller livsfornødenheder, deres ansigter er badet i lys, og de bliver ikke bange når andre mennesker bliver bange, og de sørger ikke når andre mennesker sørger.” Derefter læste han op fra hukommelsen af Koranen: ”Sandelig, der skal ikke overkomme Guds venner nogen frygt, og de skal heller ikke sørge.” Han tilføjede yderligere: ”Den der sårer en ven (wali), har tilladt sig at gå i kamp mod Mig.”

 
Hassan al Basri's (RA) grav i Basra, Irak
Blev født i Medina år 642, døde i år 728


Klik for større billede

Rabea al Adwia var en samtidig med Hassan al Basri, og de udvekslede mange spirituelle erfaringer. En af de gange de tilfældigt mødtes, var en dag ude i bjergene. Rabea var søgt ud i ensomheden, og derude samledes forskellige dyr i nærheden af hende. Der var rådyr, bjerggeder, vilde æsler og andre, alle sammen stirrede de på hende, som om de ville søge kontakt med hende. Pludselig kom den store mester, og velkendte sheikh, Hassan til syne lidt borte, og alle dyrene forsvandt skyndsomst. Da han nåede nær hende spurgte han: ”Hvorfor flygtede de fra mig, når de opførte sig så tamt med dig,” spurgte han hende. ”Hvad har du spist i dag,” spurgte hun ham. ”Nogle stegte løg.” ”Du spiser af deres fedt,” bemærkede hun, ”hvorfor skulle de så ikke flygte fra dig?”

Uden at komme ind på diæt, eller spisevaner; hele skabningen er i Skaberens hånd. Ingen får mere end det, der er fastsat af Ham på forhånd. ”Alt hvad der er på denne jord vil forsvinde, og tilbage vil kun være din Herres ansigt, Majestæten, Ærens Herre.” ”Vi har visselig skabt mennesket, og Vi ved, hvad dets sjæl tilhvisker det, og Vi er nærmere ved det end dets halspulsåre!” Koranens ord, i en oversat form, er det nærmeste vi her kan komme til sandheden.

Ethvert menneske der ønsker at se den indre sandhed af disse ord, må søge dem i sig selv, den ydre mening er klar nok. Der er mange spirituelle øvelser og fremgangsmåder at fjerne sine egne indre blokeringer på, men det er kun én selv, der kan gøre det. Om man opnår af affæren, men det er den eneste mulige vej til at nærme sig sit egentlige selv på, og sin egen oprindelse. Ethvert menneske ser i sin medskabning, noget som er i vedkommende selv, derfor; had ikke nogen. Når Gud bringer en forhindring, du bliver oprørt over, foran dig, så er det fordi, du måske derigennem kan lære at elske noget i dig selv, som du ellers afskyede. Vi mennesker er kun som et spejl foran hinanden, så brug denne viden på den bedste måde. Det menneskelige hjerte er den del af legemet: ”Hvis det er sundt, er hele legemet sundt, hvis det er ondt, er hele legemet ondt!” Ifølge profeten Muhammed () er hjertet det vigtigste stykke kød i kroppen. Hvis hjertets spejl er pletfrit og blankt, vil det reflektere lysene fra Guds egenskaber i os, og det er hvad både verden og vi selv har brug for. Kærlighedens, beruselsens og ekstasens vej begynder indeni os selv, og den slutter aldrig.



Kilde: Kærlighedens, beruselsens og ekstasens vej, Alif Bogforlag 1983 – Omar Louborg