Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Breve fra en Sufimester 2

Allahs nåde være med dig! Du skal vide, at jeg hørte en udtalelse fra de folk fra Fez, som har viden om religionen (Allah være tilfreds med dem). En af dem sagde: "Viden strækker sig så langt som denne verden". Det han mente forekom også mig rimeligt, men senere tænkte jeg over hvad han havde sagt, og jeg fandt, at det var modsat. Min bror! Religiøs uvidenhed fortsætter kun på grund af mangel på nogle til virkelig at høre efter. Havde der været nogle til stede, der kunne høre, ville udtrykket "viden" have været utilstrækkeligt.

En bestemt person pressede mig til at give ham verd'et (Allahs navn/vers), så jeg gav ham det. Derefter holdt jeg øje med om han anvendte det eller ej. Han var den samme, som før jeg gav ham verd'et. Så sagde jeg til ham: "Gør du dhikr-øvelsen eller ej? "Han svarede bekræftende hvortil jeg sagde: "Den der gør dhikr er ikke skjult for os, eftersom det højeste navn har stor styrke og velkendte gavnlige egenskaber!"

Ung dreng i meditation
Den der gør dhikr hæver sig straks
fra det stade han/hun befinder sig i
Det er sultanen indenfor navne. Det efterlader ikke den, der bruger det i det samme stade. Det hæver ham straks op fra det, hvis han er af samme oprindelse som Adam. Er han et dyr, bliver han måske på samme stade, ellers ikke. Hvis du foretager dhikr, er det bedst når du gør det med ren krop, rene klæder, og på et rent sted, og renset indadtil for alt, hvad der er forbudt, og med din tunge fri for usandheder.

Derefter sagde jeg til ham: "Jeg blev inspireret til at huske min Herre uden mellemmænd. Det var ved Hans rene gavmildhed mod mig, priset være Han, der er igen anden gud end Ham! Jeg gjorde dette dhikr både nat og dag, og jeg var aldrig stille. Jeg læste koran, og jeg flygtede fra ligegyldighedens folk, som et menneske flygter fra sin fjende. Jeg ønskede ikke, at nogen som helst skulle forstyrre mig under min ihukommelse af Herren, uanset om det var min far, mor, min onkel, en, jeg elskede, hvem som helst. Læreren sajjidi Muhammad bin Ali al-Lajadi ønskede, at jeg skulle komme med ham, og tage en mand af vor tid til Sheikh, siden både han og jeg ikke havde nogen sheikh. Allah have barmhjertighed med ham! han elskede mig højt, og han var en af dem der lærte mig koranen. Da han opfordrede mig til at gå med ham til den sheikh, han ønskede, sagde jeg til ham: " skulle jeg gå med dig til ham, for at tage ham til sheikh, ligesom du har taget ham til sheikh? Hvilken fordel skulle vi kunne opnå ved det? Bønnen, koranlæsningen, dhikr, isolation, de religiøse pligter og gode handlinger, jeg gør alle disse ting, priset være Allah! Hvad så! Hvis han hører til dem med de ydre ceremonier, så er der utallige af hans slags. Hvis han er af det indre, så har jeg ikke hørt om ham fra nogen af vor tids folk. Kender jeg ikke ham selv, så kender jeg hans følgere, og vi ved hvad de har. Ved Allah, vi ser at de kun er som almindelige mennesker. Hvad angår gnosis, så har de det ikke. Hvis deres sheikh havde det, så ville de også have det. Hvad vi har brug for er gnosis fra vores Herre!"

Jeg forblev i det stade indtil Allah åbnede mig, så jeg kunne kende min mester, og han tog mig ved hånden, Allah, den ophøjede, var tilstrækkelig for ham.

Min Broder! Hvordan kan det være, at du kun foretager dhikr, når jeg siger til dig "gør dit dhikr"? Ved Allah, du er som dyret, der kun kan drives frem ved stokkeslag. De, der altid hører til dem der gør dhikr, behøver ikke en til at sige til sig at de skal gør dhikr, når de dog har øjne og ører. Den uvidende person følger mennesker, og kun de få holder øje med sig selv under sine dhikr-øvelser, fordi de kun gør dhikr med tungen, og dhikr når nogen ser det!"

Kilde: Breve fra en sufi mester Sheikh Mohammad al-Arabi ad Daraqawi, Oversat af Omar Louborg, Alif Bogforlag Kbh. 1990.