Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Breve fra en Sufimester Oprettet: 10. oktober 2005


Sheikh ad-Darqawi og hele den periode indenfor sufismen i Nordafrika som han stod for, er et højdepunkt. Darqawi-sufierne har været kendt og respekteret for deres ydmyge livsførelse, oprigtige islam og for at være forenede i en stærk tradition.

Portræt af Hazrat Abu Sadiq (RA)  
Et gammelt portræt der forestiller Hazrat Abu Bakar Sadiq (RA)
Oprindeligt gik de i pjaltede kjortler ( som eksempel på de to store kaliffer i islams historie Abu Bakr Siddiq og Omar Ibn al-Khattab), de gik med en store grøn turban, (den åndelige vejleder Khidr, som ifølge traditionen var Moses åndelige hjælper, er kendt for at bære en store grøn turban), de havde en stor bedekrans (tasbih) omkring halsen (profeten Muhammeds(Guds fred være med ham) følger Abu Huraira skulle have haft er reb med knuder om halsen, som han anvendte til bedekrans), og alle de andre traditionelle ting som kaldes sunna - muslimernes måde at efterligne profeten Muhammed på i det daglige, (Guds fred være med ham).

Man finder stadig denne tradition hos sufierne i Marokko, især i ørkenen, men det er især de ældre fuqara, der holder den i hævd. Sufismens ånd har ikke behov for disse ydre former. De er ikke væsentlige for læren, væsentligt er det dog at disciple, eller fuqara´er, følger islams lære på de ydre områder, så den indre oplysning, eller åndelige opvågnen, kan finde sted.

Balancen mellem det indre og det ydre, er der, hele resultatet afhænger af. Hvis ikke en person hører hjemme i den islamiske tradition, vil vedkommende altid være en tilskuer til sufismen. Hvis en person ikke er dybt oprigtigt muslim, vil der ikke være nogen mening i at søge sufismen, da det er to ting, der hænger sammen i den usete verden.

At søge undtagelse fra dette er meningsløst. Dette er fordi islam er en absolut universal religion, der er baseret på at fremelske en dybde i tilbedning og adfærd, som rangerer højere end den nogen anden religion kan producere. Sheikh ad-darqawi har sagt: " Ædel karakter er intet andet end sufiernes sufisme, på sammen måde som religion er dét, for religiøse mennesker" profeten Muhammed(Guds fred være med ham), havde den ædleste karakter, nogen person der har gået på denne jord har haft, og hans lære er grundlaget. Det er ikke nok med at være muslim, men man skal tillige været meget velfunderet i sin praksis af denne brede vej, for at kunne rumme en legemliggørelse af læren. En sufi er altså intet mindre end en muslim, der er gået i dybden med sit islam, og nu søger at finde de åndelige meninger med religionen, og at legemliggøre dem, for derigennem at blive vidne til sin elskedes tilstedeværelse på det højeste niveau hvor den søgende må afklæde sig sin identitet og smelte helt, dette stade kaldes "fana fillah" og det er sufiens mål.

Efter dette stade er der flere stader, men det kendteste er "baqabillah" - det at forsætte med Allah...

Ung dreng i meditation
Sheikh ad-darqawi viser i sine breve hvordan sunna er en absolut integreret del af hans liv. Hvordan Guds befalinger i koranen er "lov" for ham, og han forsømmer aldrig af fortælle sine disciple, at det er dette, der er cement og sten, til bygning af huset.

Sufi-læren er islams lære, men det er den frivillige del af den. Når en muslim har bedt fem gange om dagen, og passet sine sociale pligter og kontrakter, fastet i måneden ramadan, samt rejst på pilgrimsrejsen og afholdt sig fra det forbudte, så er han egentlig fri for yderligere stræben på Guds vej, i henhold til lov-læren, men sufien længes efter den spirituelle oplevelse og væren, han må nærme sig mere, og det kan han ikke uden at rense sit hjerte.

Profeten fortalte, at der er et middel til at fjerne rust, på alle ting, og for hjertet er dette middel "dhikr". Dhikr er praksis for "det at rense hjertet", der er at nævne Allahs navne igen og igen, og glemme alt andet end Ham, måske en time om dagen, måske to eller tre, lige så meget som hjertet ønsker, eller endnu bedre, der er åndelige vejleder der fastsætter for sin Murid (elev), hvor meget og hvilket Dhikr han kan gøre.
Når det i Sheikh ad-darqawi´s breve er nævnt "verd" så er det den standard, som alle eleverne skal gøre morgen og aften, den som er blevet tilrådet af profeten selv, og som Shazilia-Darqawia tariqaen har forskrevet. Det er 100 gange istagfar ( bede gud om tilgivelse) og 100 gange "salli ala´ an-Nabi" (bede om fred og velsignelse ser over profeten Muhammed og 100 gange la ilaha il-Allah ( bekræftelsen på Guds enhed) og dette med nogle vers fra koranen, danner verd´et, og der er derfra den initierede "murid" starter rejsen ind i sig selv.

Sheikh ad-darqawi siger i et af sine breve, at efter han gav verd´et til en faqir, skete der ikke noget med ham, så han troede ikke på at vedkommende virkelig læste sit verd morgen og aften. Denne vedvarende gentagelse af en tilsyneladende triviel sætning, synes måske for nogle som er unødvendig overdrivelse, men det er kun en overfladisk betragtning. Det er gennem gentagelser at vi når dybden i tingene, og det er gennem gentagelser og øvelse, at vi kommer til at mestre både ting og teknikker i livet, og det samme gælder på den åndelige vej. Det meget korte og lille dhikr som dette verd ér , er intet at sammenligne med den dhikr som bliver instrueret på det dybere niveau. På det niveau, der foregår i isolation (khalwa), er det dhikr over det højeste navn " ALLAH" uafbrudt i mange dage, og transformationen finder sted gennem denne meditative tilstand.

Det er at bevæge sig mellem staderne, og det kan kun gøres under vejledning fra en erfaren sheikh, en murshid, der har oplevet det hele selv, og som kender hemmeligheden i selvets natur.

Når den søgende skal kaste sit ego af sig for at komme videre mod målet, er det nødvendigt at læreren hele tiden kan støtte ham og vise vejen, uden om alle de rev og skær der findes nær kysten til dette vidunderlige spirituelle land. Det er også blevet kaldt at "dø for døden".

Kilde: Breve fra en sufi mester Sheikh Mohammad al-Arabi ad Daraqawi, Oversat af Omar Louborg, Alif Bogforlag Kbh. 1990.