Forside | Om os | Kontakt   

 Tilbage     
Om sufien Fa´rid ud-Din Attar

Perseren Attars filosofiske-religiøse prosadigt "Mantiq Ut-Tair" er en klassiker. Det er først og fremmest næring for søgende sjæle, men også et skattekammer af korte sufihistorier og orientalske eventyr, som er i slægt med "1001 nats". Alt dette er flettet ind i rammehistorien om fuglene, som vil finde deres konge,- ligesom sjælene søger Gud.

Attar betyder parfumehandleren. Hans rigtige navn er Farid ud-Din Hamid Muhammad bin Ibrahim. Man ved kun lidt om hans liv med sikkerhed. Han blev født i ca. 1120 i Nordvest-persien i Nishapur (som også blev Omar Khyyams fødeby). Det hævdes, at han blev dræbt af Djengisk Khans soldater i 1230; men så skulle han have været 110år!

Graven af Sheikh Farid ad-Din Attar Nishabur, Khorasan   
Graven af Sheikh Farid ad-Din Attar Nishabur, Khorasan.

Attar er et af Persiens største Mystiske digter, som sandsynligvis blev dræbt i år 1230 under den Mongolske invasion. Hans kendte værk er Manteq Ut-Tair, oversat til engelsk "the Logic of Birds".

Attar arbejdede i sin faders parfumeri og apotek. Dawlatshah beretter, at en dervish en dag gik ind og indsnusede parfumeduftene, sukkede og græd. Attar bad ham gå sin vej. Dervishen sagde:
"Ja, der er intet, der forhindrer mig i at gå ud af din dør og i at sige farvel til denne verden. Alt, hvad jeg ejer er min slidte kappe. Men jeg ængstes for dig, Attar! Hvordan kan du nogen sinde forsone dig med døden og give afkald på alle disse verdens goder ?"
- Da svarede Attar, at han håbede, at han kunne ende sit liv i fattigdom og tilfredshed som en dervish. "Vi får se," sagde dervishen. Derpå lagde han sig ned og døde.

Dette gjorde så stærkt en indtryk på Attar, at han forlod sin faders butik og blev discipel hos den berømte sheikh Bukn - ud-Din og begyndte at studere sufiernes tanker i teori og praksis. I 39 år rejste han rundt i mange lande og indsamlede sufiskrifter, legender og eventyr. Sine sidste år tilbragte han i Nishapur. Han digtede 200.000 vers og mange prosaværker. Det største var "Tadhkirat al-Awliya" (De helliges levnedsbeskrivelser).

Man har sagt, at Attar havde en dybere forståelse af sufismen end nogen anden på hans tid. Han levede før den kendte sufidigter Djalal-uddin-Rumi. En sufi sammenlignede dem således: "Rumi fløj op til fuldkommenhedens højder som en ørn med lynets hast. Attar nåede dertil ved at kravle som en myre." Rumi sagde: "Attar er sjælen selv."


Kongen og elskeren
Der var engang en ulykkelig mand i Ægypten, der blev vildt forelsket i kongen. Da kongen hørte det, sendte han bud efter det vildfarne menneske og sagde:

"Fordi du elsker mig på ulovlig vis, må du vælge ét af to: enten at få dit hoved hugget af eller at gå i landflygtighed!"

Manden sagde, at så valgte han landflygtigheden, og ude af sig selv ville han gå bort. Men kongen befalede, at han skulle halshugges.

Da udbrød en kammerherre: "Han er uskyldig! Hvorfor skal han dø?"
"Det er, fordi han ikke er en helhjertet, men en troløs elsker," svarede kongen.

"Havde han virkelig begæret mig, ville han hellere have mistet sit hoved end forlade genstanden for sin kærlighed. - Havde han valgt henrettelsen, ville jeg have klædt mig i dervishkappe og være blevet hans discipel. Den, som elsker mig, men elsker sit hoved mere, er ingen sand elsker."



En begynders klage over en dæmons fristelser
En usikker ung mand gik hen til en fastende Sheikh og klagede over en dæmon med fyrre fristelser.

Han sagde: "Dæmonen holder mig borte fra den rette vej og har gjort min tro til intet."

Sheikhen sagde: "Min kære unge mand, lige da du kom, så jeg dæmonen luske rundt om dig. I modsætning til hvad du siger, var han irriteret og kastede støv på sit hoved, fordi du havde behandlet ham dårligt, og han sagde til mig: "Hele verden står under min indflydelse; men jeg har ingen magt over ham, som er en fjende af verden." - Giv dæmonen ordre til at gå forbi dig, så vil han lade dig i fred!"



En vismands spydige ord om et palads
En konge byggede et palads, som kostede 100 tusinde dinarer. Udvendigt var det smykket med forgyldte tårne og kupler, og skønne møbler og tæpper gjorde dets indre til et paradis. Da det var færdigt, indbød han folk fra hele verden til at besøge ham.
De skænkede ham gaver, og han bad dem alle tage plads.

Så sagde han: "Fortæl mig, hvad I synes om mit palads! Er der noget, som skræmmer dets skønhed?"

Alle forsikrede ham om, at aldrig før havde der været et sådant palads på jorden, og aldrig ville man få dets lige at se. -

Det vil sige: alle undtagen én - en vismand, som rejste sig og sagde: "Eders Majestæt, der er en lille sprække, som forekommer mig skæmmende. Var der ikke denne skavank, ville paradis selv bringe Eder gaver fra den usynlige verden."

"Jeg kan ikke se den skavank," sagde kongen vredt. "Du er en uvidende person, som blot ønsker at gøre dig interessant!"

"Nej, stolte konge," svarede vismanden. "Den sprække, jeg taler om, er den, som Azrael, dødens engel, kan komme ind igennem. Gud give, du kunne stoppe det hul! For ellers - hvad nytter da dit pragtfulde palads, din krone og din trone? Når døden kommer, bliver de som en støvhob for dig. Intet varer ved, og det er det, som skæmmer din bygnings skønhed. Ingen kunst kan gøre det ustabile bestandigt. - Åh, sats ikke dit håb om lykke på et palads! Lad ikke din ganger ride æresrunde nu! Hvis ingen tør tale rent ud til kongen og minde ham om hans fejl, er det virkelig en ulykke."

Kilde: Fuglenes forsamling, Oversat af Jens Due Vroldby
Alif Bogforlag Kbh. 1984.